Skyttelagets 90-års festligheder blev afsluttet søndag, med rekordstor deltagelse i den årlige fugleskydning. Ikke mindre end 95 medlemmer deltog i den traditionsrige skydning på fortet og hele 68 deltog i damernes frokost på Strandhotellet
Helsingør Pigegarde deltog med 50 velspillede medlemmer. Så processionen med følgere gennem byen, bestod af op mod 200. Et fantastisk skue for de morgenvågne og for de tidlige turister.
Festlighederne startede søndag morgen i kongens have, hos Klaus Bo Nilsson i Det Gamle Fyrtårn på Strandstien. Der var stort fremmøde, hurra råb og rap, rap, rap – plet, da det populære par, Kong Klaus og Dronning Søs viste sig på terrassen. Helsingør Pigegarde spillede lystigt og stemningen var høj.
Det var starten på en lang dag, som blev afsluttet sidst på eftermiddagen med udnævnelse af Flemming Aunel som ny konge. Han overtog det ærefulde hverv og kongeskærfet fra Klaus, som måtte abdicere af nødvendighed, mere end lyst. I Skyttelaget kan man kun være konge i et år ad gangen, og Klaus måtte tage konsekvensen deraf.
Kong Flemming blev præsenteret på podiet sammen med Dronning Marianne. Han offentliggjorde her sit motto: ”Livet er en fest”, og forsikrede, at det kommende år ville blive præget af hans motto. Kongen har startet UdeSpa, er dets direktør og bor i Søvang sammen med Dronningen. Det betyder at næste års fugleskydning, efter nogle års fravær, atter startes i Søvang.
Fuglen blev nedlagt således:
Næbbet:Jørgen Steen Larsen,
Kronen: Lars Brandt,
Halsen: Preben Staal,
Venstre vinge: Nicolai Larsen,
Højre vinge Claus Ehlers,
Halen: Kurt Christiansen
Brystet Preben Staal.
--