Den nye konge i Dragør Borgerlige Skyttelag er en kendt person i Dragør. Som afslutning på en hel dags festligheder, blev Kim Gravenhorst i søndags udnævnt til ny konge. Kim har sammen med sin dronning Charlotte, været værtspar på Beghuset i 28 år.
Og størstedelen af byens borgere har på et eller andet tidspunkt nydt godt af den gode mad og den fine service. Den nye konges motto er ”gå i byen i din by”, en utilsløret opfordring til at bruge byen og det byen kan byde på.
Kim Gravenhorst har været medlem af skyttelaget i mange år og har været fast deltager i såvel fugleskydningerne som torskegilderne. Den store interesse, vil helt sikkert smitte af på foreningen og skyttebrødrene.
Deltagerne mødtes søndag morgen hos skyttelagets nu afgåede konge, Kong Flemming, stifter af Udespa, på adressen i Søvang. Det var en herlig morgen, med god stemning, musik af Helsingør Pigegarde og godt vejr. Kongen og dronning Marianne blev hyldet behørigt. Skyttelagets alderspræsident Julius Svane Lorentzen blev for tro tjeneste tildelt den særlige titel af Æresstorkorsridder. Efter udnævnelsen af fire nye storkorsriddere, Svend Jensen, Ole Svane Andersen, Nicolai Larsen og Stefan Andersson, blev Janni Borreschmidt ligeledes hyldet med udnævnelse til storkorsridder, for sin mangeårige styring af serieskydningen.
Fra Kongens Have gik skyttebrødre, ledsagere og andre interesserede i procession i Søvang. Det er fem år siden fugleskydningen sidst startede i Søvang, så mange nysgerrige dukkede op for at se på det spektakulære optog. Helsingør Pigegarde anførte processionen fra haven på Kastanievej til første bedested hos Storkorsridder Michael Bodholt på Søvej, hvor deltagerne blev budt på et glas af BB Vinimports gode vin. Herfra videre ad Tværvej og Elmevej til Storkorsridder Kim Irmov og igen videre til Eks-kong Erik Andersen på Fælledvej. Begge steder blev der generøst skænket til vederkvægelse.
En stor del at Søvang bemærkede, at Skyttelaget var i byen.
Tilbage i Dragør, gik processionen fra Vestgrønningen til Badstuevælen, hvor Beghuset, ved Storkorsridder Kim Gravenhorst og Charlotte var værter for den hjemmelavede Havtorn og Malurt snaps. Helsingør Pigegarde benyttede opholdet på den smukke plads, til at spille flere ekstra numre, til glæde for deltagerne, beboere og de mange gæster i byen.
Med depoterne fyldt op og allerede lidt mætte af oplevelser, marcherede processionen med fuld musik i sædvanlig uorden tilbage til fortet ad Kongevejen og Strandlinien. Dagens skydning startede.
Dagen afsluttedes med tronskifte. Kim Gravenhorst overtog kongeværdigheden fra Flemming Aunel og Thomas Sander efterfulgte Preben Staal som kronprins.
Fuglen blev nedlagt således:
Kronen: Per Helgstrand
Ringen: Kim Irmov
Halsen: Hans Svendsen
Venstre vinge: Allan Schou
Højre vinge: Kim Gravenhorst
Halen: Ole Andersen
Brystet: Thomas Sander.
--